Nordstjerneløbet maj 2022

Udlodning fra Nordstjerneløbet 2022

Tirsdag den 27. september 2022 var klubmødet henlagt til Bostedet Ellengården, Bethesdavej 81, 8200 Aarhus N. 

Bostedet var valgt til hovedbidragmodtager fra årets Nordstjerneløb.

Vi blev modtaget og budt velkommen af stedets forstander Kristine Griffith. Vi startede (trods regnvejret) med at gå ud for at komme op i haven, som er et væsentligt aktiv i stedets aktiviteter. På vej dertil var vi inde at se en udslusningslejlighed. Da vi var tilbage fortalte Kristine Griffith meget engageret om stedet, og der var mulighed for at stille spørgsmål. Vi var også inde at se en tom lejlighed. Efter kaffen begrundede Jan Danielsen baggrunden for at vælge Ellengården som bidragmodtager, og Birgitte Mumm overrakte et gavebevis på 35.000 kr., som Kristine Griffith takkede for og nævnte, at pengene ville komme til at gøre en forskel for stedets familier.

Fotos fra aftenen

 

Løbets afvikling

Tirsdag den 24. maj 2022 mødte 50 cykelryttere op ved startstedet Skavholmvej 4 i Lystrup.

Løbet har gennem alle tidligere år været afviklet på tre forskellige adresser i Risskov, men der foregår nu så meget med nybyggeri m.v. derinde, at vi i udvalget mente, at det var nødvendigt at finde en ny adresse til afvikling af løbet. Og det blev så Skavholmvej 4 i industrikvarteret i Lystrup. Her var vi så heldige, at Larsen Motorcykler ville lægge grund til samling før, under og efter løbet, og et lokale til løbskassereren og hendes computer til hurtig opgørelse af det foreløbige resultat efter løbet. 

Der skulle jo også lidt til at stille sult og tørst hos ryttere, tællere og "heppere" efter løbet. Det var en flok unge mennesker fra KFUM-spejderne i Lystrup behjælpelige med. Hos Lystrup kirke havde vi lånt to store grill og spejderne ristede pølser i lange baner. Der var også KFUM-spejdere som vagter rundt på ruten.

Regnen ville åbenbart lige komme, da vi skulle i gang med løbet, så det blev en ret våd omgang, men heldigvis stilnede det af og blev fint vejr igen, så personer, papirer m.v. kunne tørre lidt. Det er svært at føre tælling af omgange på et stykke vådt papir! 

Efter løbet blev der uddelt mange spurtpræmier. Tak til de mange sponsorer både private og firmaer, der har bidraget til, at der senere kan uddeles et beløb til årets hovedsponsor Bostedet Ellengården m.fl.

Sponsorliste firmaer.

Fotos fra aftenen.

 

Nordstjerneløbet 2022

Nordstjerneløbet tirsdag den 24. maj 2022 kl. 18.30 - 20.00 er et cykelsponsorløb, arrangeret af Aarhus Y's Men's Club Nordstjernen, hvis formål er at samle penge ind til at støtte samfundets svageste.

Løbet har været kørt siden 2003, men dog aflyst 2020 og 2021 på grund af Corona.

I år er hovedbidragsmodtager Bostedet Ellengården, Bethesdavej 81, 8200 Aarhus N, som hører under Jysk Børneforsorg.

Løbet køres i år i industrikvarteret i Lystrup med start og mål ved Larsen Motorcykler, Skavholmvej 4, 8520 Lystrup. Der køres på en 1,6 km rundstrækning: Skavholmvej, Mølbakvej, Skæringvej, Rokhøj, Lægårdsvej, Bremårevej, Skavholmvej.

Der forventes 60-80 ryttere, der kører på meget forskellige cykler.

Nogle ryttere sponseres af virksomheder, der yder dette som personaletilbud. Andre ryttere søger selv i eget netværk efter sponsorer, ligesom klubbens medlemmer kontakter mange firmaer for at søge støtte.

Alle firmasponsorer nævnes af løbsspeakeren under løbet og offentliggøres efterfølgende på klubbens hjemmeside.

Hovedsigtet er at skaffe penge til gode formål, men det er også meget vigtigt, at alle har en hyggelig og god social aften. Umiddelbart efter løbet er der grillpølser, drikkelse og uddeling af mange spurtpræmier.

Læs mere om Nordstjerneløbet og årets bidragsmodtager her>>>>> 

Vil du deltage som rytter eller være sponsor for en rytter, kan du kontakte:

Ester Bork Sørensen, esterfs8520@gmail.com - (løbsansvarlig)

Birgitte Mumm, mumm@post7.tele.dk - (løbskasserer)